Menu
Ørestad
 
• Indhold

Ørestad - ny bydel

Ørestad er navnet på Københavns nye bydel, der i løbet af de næste 20 år vil skyde op og blive hjemby for 20.000, arbejdsplads for 60.000 og studieby for 20.000 mennesker.

Byen er placeret på langs af Amager og tæt på trafikale knudepunkter som motorvejen, lufthavnen og Øresundsbroen til Sverige.
Ørestad strækker sig over fem kilometer fra kanten af København City til tæt på Københavns Lufthavn. Bydelen er 600 meter bred og har et samlet areal på 3.1 mio. kvadratmeter.
Den forholdsvis lange og smalle bydel er delt op i fire kvarterer: Ørestad City, Ørestad Nord, Amager Fælled Kvarteret og Ørestad Syd. De fire kvarterer bindes sammen af søer, kanaler, vandbassiner samt ikke mindst af Metroen, der kører gennem bydelen på en højbane.

Se en by blive født - se den vokse op - se ....

Ørestad er i en rivende udvikling og vil med tiden blive en rigtig by, hvor beboere og besøgende vil være med til at skabe liv og videreføre de nye traditioner, som bydelen i dag præges af; Ørestadsløbet, dansefestival, juletræstænding m.v. 

  Klik her og se filmen "Ørestad den store udfordring - Fra projekt til konkret fysisk realitet".  Filmen varer ca. 30 minutter.

Undersøg med udgangspunkt i filmen:

  • Hvordan er visionerne omsat?
  • Hvad gør Ørestad til en "ny by"?
  • Hvilke plussser og hvilke minusser er der ved at bo i en helt nybygget by?
  • Hvordan er befolkningssammensætningen? Hvem bor i Ørestad?
  • Hvad sker der med naturområderne?
  • Hvad skal der til, for at give bydelen liv?
  • Hvilke karakteristiske træk er der ved byplanen, arkitekturen, materialerne og brug af vand i bydelen?
  • Hvordan er infrastrukturen?

Brug informationer her fra webstedet, Ørestad.dk. Eller brug filmen til at opstille nogle problemfelter I vil arbejde med på en tur til Ørestad. Tag selv foto på turen eller brug dem fra Ørestad billedalbum og Metroalbum.

De fire kvarterer

Om De fire kvarterer

Ørestad City

 

Ørestad City er centreret omkring Kay Fiskers Plads og den grønne bypark. Bydelen byder allerede i dag på en del erhvervs- og boligbyggerier. For eksempel ligger Skandinaviens største indkøbscenter Field's i Ørestad City ved siden af medicinalvirksomheden Ferrings 20 etager høje, slanke bygning, der er Ørestads vartegn. Desuden er det her, man finder Ørestads Metro- og regionaltogsstationen, som i dag er et væsentligt knudepunkt for kollektiv transport i Øresundsregionen. Omkring byparken finder man anerkendte arkitektoniske boligbyggerier, et gymnasium og inden længe en af Europas bedste golfbaner. Se foto i stort format.

Ørestad Nord

Ørestad Nord er det kvarter, der er længst fremme i byudviklingen. Her kommer der dagligt studerende til for at læse på Københavns Universitet Amager eller IT-Universitetet. De studerende har mulighed for at bo på kvarterets særprægede Tietgenkollegium, det nye Bikubenkollegiet eller i de andre nærliggende boligbyggerier. DR Byen er også placeret i Ørestad Nord og vil komme til at huse 3500 medarbejdere og dermed blive Ørestads største arbejdsplads. Se foto i stort format.

Amager Fælled

Amager Fælled Kvarteret består af boligbyggerier, børneinstitutioner samt Amager Hospital, der var det allerførste byggeri i Ørestad. Det er kun den østlige del af kvarteret, der er taget i brug, men om en årrække vil den vestlige del blive udbygget. Som navnet på kvarteret antyder, ligger det lige ved Amager Fælleds prægtige natur med store grønne arealer og gode cykel- og gangstisystemer.  Se foto i stort format.

Ørestad Syd

Ørestad Syd, det sidste kvarter i Ørestad, er ved at blive udbygget i dag. Området vil med tiden udvikle sig til et tæt og alsidigt bykvarter med erhverv, butikker, skoler og boliger til godt 10.000 mennesker. Dermed bliver Ørestad Syd det mest beboede kvarter i hele Ørestad. Mange spændende projekter vil skyde op i Ørestad Syd, blandt andet er et stort World Trade Center og et nyt wellness center på tegnebrættet. Se foto i stort format.